Ole Cramer

Ole Cramer

10. Grand Verdon Trail Aventure

LøbPosted by Ole Cramer Mon, December 29, 2008 09:49
10. Grand Verdon Trail Aventure140 km - 2002

Første forhindring (der ville komme mange flere) transport til Frankrig, fly tiderne passede ikke og 23 timer i tog til Toulon og derefter 3 timer i bus var ret kedeligt, men min kontaktperson i Tyskland Anke Molkethin fik det arr. sådan at jeg kørte med tog og afhentet i Stuttgart af Oliver hvorefter vi skulle til Ulm ved Bayern for at hente Harald.

Så var det ellers 1000 km. igennem Østrig, Schweiz og Frankrig til den nordlige del af Provence. Kl. 0500 dagen før løbets start ankom vi til en lille flække af en landsby (campingpladsen var større). Byen Aiguines lå på en bjergskråning med en vidunderlig udsigt ud over Verdonsøen 500 m. under os.

280 tilmeldte løbere skulle den dag igennem et læge tjek og havde udleveret start nr. og en roadbook for løbets ruter, og alt sammen foregik selvfølgelig på fransk, godt at jeg havde en kontakt der talte dette sprog for man fatter ikke en sk.. og engelsk eller tysk kan eller vil de ikke tale, selvom det var et int. løb med folk så langt væk fra som Brasilien og USA selvfølgelig var der franske deltager men de fleste kom fra andre nationer.

Dag 1: 49km. +2345 -2398 tid 7:28:42 Nr. 23

Start kl. 0600 OP OP OP – sindssygt de første 5km. løb vi lige op i himlen på stigninger og underlag der slet ikke var muligt at træne på herhjemme, men der kom da spredning på feltet. NED NED NEEEED roligt nu to gange faldt jeg på vej ned af bjerget her skulle man virkelig havde hovedet med for at løbe i dette terræn.

Jeg faldt ind i et tempo hvor jeg løb sammen med Pablo en italiensk ultraløber, vi løb sammen fra km. 21 til km. 35 hvor jeg standsede op for at tanke mine flasker, til hver start skulle vi stille med minimum 1,5 ltr. væske.

Pablo skulle nok også have gjort det samme for et stykke tid senere mødte jeg ham igen liggende på sporet totalt dehydreret, jeg standsede selvfølgelig op og fik hældt en halv flaske vand i ham mere eller mindre for han var helt væk, flere løbere kom til for at hjælpe, jeg løb da videre for at komme ned efter en helikopter uvidende om at der nok var 10 km. endnu.

Senere mødte jeg ham i basecampen hvor han fortalte at efter nogen tid var han kommet så meget på højkant, at han kunne bevæge sig de sidste 10 km ned af bjerget, forcere floden tre gange inden at han kom i mål og blev lagt i drop.

For mit vedkommende havde jeg en krise lidt før at jeg mødt italieneren, det var det sidste bjerg før mål hvor der flere steder var umuligt at løbe på grund af stigningen og varmen, den var ulidelig i denne tætte bjergbevoksning hvor der ikke var en vind der rørte sig, bortset fra lungernes hivene og prusten.

Denne første dag løb jeg i mine konkurrencesko Saucony Aya og dem løb jeg simpelthen ud af, begge sko sprang i syningerne både i siderne og ja der var ikke en hel syning tilbage, de efterfølgende tre dage løb jeg i Asics TN 123 det kan godt være at 1200 kr. for et par løbesko er dyrt men de holdt og der er flere km. i dem.

Dag 2: 39km. +1434h -1474h tid5:13:41 Nr. 164

Endnu en gang start kl.0600 uha dette er en af de få gange at jeg måtte strække ud for at få gang i lårmusklerne, og denne gang måtte jeg bøde for det hårde tempo jeg lagde ud i dagen før. De første 2km. var ad flad asfaltvej det var rart lige at få varmet op inden terrænet, og så stod den der >bjerget< op i knap 2km. højde måtte vi bevæge os ad små gedestier eller mangel på samme, underlaget bestod af småsten til mandsstore klippestykker. Sikke et syn der mødte mig da jeg var kommet op på bjerget, udsigten bestod af en masse småbjerge hvis toppe kikkede op over skyerne, der lå tæt nede i dalene.

Ikke kun bjerget men også denne fantastiske natur tog pusten fra mig. Ned kan man altid komme endnu engang stod jeg på snuden og kurede et par meter håber ikke at det var trætheds tegn der var over halvvejs endnu, heldigvis fladede resten af turen ud så der var kun underlaget at kæmpe imod.

Nåh ja og så varmen 35 grader og stadig ingen vind, ned i tempo og en masse vand at drikke allerede her begyndte forberedelserne til næste dags etape. Erfaringen vandt placeringen var knap så god men jeg gennemførte og var klar til næste dag.

Dag 3. 17km. +890h -960h tid 2:39:29 nr. 86

Jubii endelig kunne jeg sove længe starten var først kl. 0900 og distancen kunne jeg jo lige overskue. Min bedste halvmaraton tid var 1:22:05 sat i Hamburg marathon men her var der ingen flad vej.

Endnu engang op og ned flere stede måtte jeg simpelthen gå med hænderne støttende på knæene for at give flere kræfter til lårmusklerne, når så terrænet endelig gik nedad var det bare om at gribe fat i de gyvel eller anden bevoksning der stod langs med stierne, og hvis man kom for tæt på de fyrretræer der stod spredt på bjergskåningen hvor man løb var der udsigt til rifter på arme, skuldre og ben. De sidste 820 m. steg ruten +240 m. heldigvis i skovområde så der var lidt skygge.

Fornemmelsen efter at være kommet i mål må være lige som 12 omg. for en prof. bokser, total smadret benende eksede hele tiden, blod og støv smurt ind på arme og ben med sveden haglende fra resterne af en smadret krop, og så var det kun 17km…

Hver dag var der morgen, middags og aftensmad og her gjorde det franske køkken sig virkelig bemærket, når de skulle forpleje løbere og officials kom det hurtigt op over 500 munde der skulle mættes. Harald, Olie og jeg fandt hurtigt ud af at stille os ned i madkøen (som regel forrest) til aftensmad som blev serveret umiddelbart efter informationsmødet for næste dags etape, hvor alt foregik på ja fransk, efter vi havde spist og var tilbage i campen fik vi vores info. af Anke.

Dag 4: +1808 -1803 tid 7:09:05 nr. 86

Godt at der var massage hver dag efter endt etape og at det var 20 massører der vidste hvad de havde imellem hænderne, virkelig professionelle og så var det ´´gratis´´.

Dette var den sidste etape og rygtet gik på at det også var den barskeste af dem alle, det gjorde det heller ikke bedre at termometeret nok lige ville snige sig op på ca. 40 grader denne dag. Kl. 0600 gik starten og allerede her kunne vi begynde at mærke varmen, den første dag valgte jeg at løbe i singlet men på grund af solen løb jeg de resterende dage i T-shirt, heldigvis er der mere stof i sidstnævnte så ved hvert depot kunne jeg overhælde mig med koldt vand hvorved en del blev hængende og kølede.

Flere af de virkelige omfangsrige depoter var for øvrigt blevet fløjet ud med helikopter da det overhovedet ikke var muligt at køre dem derop. Under denne etape krydsede vi floden Verdon et par gange nogle valgte at tage skoende af andre som jeg, løb ud i den kølige og forfriskende lårdybe flod som var ca. 10 m. bred.

Et sted husker jeg særligt godt, jeg kommer løbende rundt om et sving stien er 1m. bred og pludselig har jeg den mest fantastiske udsigt op igennem Verdon canyon med den azurblå flod nede i bunden, 20 m. længere fremme svinger stien igen og her STÅR MAN STILLE og kikker ud over kanten og 700 m. lodret ned oh WOW what a kick.

Hvad højdemeter angår er denne etape svær, midtvejs i løbet skal vi over på den anden bred, jeg ved ikke om det hedder en bred når man i fugleflugtslinie på ca. 1km. skal 800m. ned over floden og så 800 m. op.

7km. før mål var det sidste depot her bliver jeg passet op af en løbslæge der taler til mig på fransk selvom jeg løber med Dannebrog på brystet, jeg måtte forklare ham at hvis han skulle gøre sig forståeligt måtte han tale engelsk, og så kom chokket på sidste dagen 7 km. før mål ville han tage mig ud af løbet, på grund af at jeg ingen hovedbeklædning havde på. Godt at han ikke forstod dansk, jeg havde gennemlæst reglementet og vidste at en Cap eller andet ikke var på listen over obligatoriske ting vi skulle stille op med på hver etape, heldigvis kommer der en fransk løber ind i depotet uden noget på hovedet, jeg peger på ham og kikker på lægen og siger I FINISH THAT RACE, han siger okay but worlk don´t run – ja ja 100 m. gang og så løber jeg igen ud på de sidste 7 km.

Wow egentlig kunne jeg godt forstå at der stod en læge så tæt på mål for de sidste km. jeg løb ud på var om det er muligt endnu mere ekstremt. Op over stejle klippesider med dybe afgrunde og dybe vil sige 200-500 m. et par steder var der sat pløkker i til et tov vi kunne holde ved, og endnu engang – varmen på klipperne den var ulidelig efter at solen havde fået lov til at brænde til lidt over middagstid, 40 grader hvad var der så ikke på sådanne klippesider.

Alt arbejdet, træningstimerne, transportproblemer og til sidst etaperne, løb på et par sekunder igennem hovedet på mig da jeg forcerede målstregen med et par meget fugtige øjne (jeg tror det var salt fra sveden) og en kanon natur oplevelse. Endelig CALL ME FINISHER meget stolt over mine egne præstationer i sådanne et løb, som man overhovedet ikke kan træne til herhjemme på grund af højdemeterne. Jeg syntes selv at det er ret sejt at blive nr. 50 ud af 280 startende og 164 finisher.

Harald og Oliver mine to tyske rejsekammareter havde ikke snakket om andet end Marathon de Sable 7 dages etapeløb i Marokko hvor de havde gennemført sammen året før, de sagde at i Marokko får man bare vabler i Verdon trail aventure får man også vabler plus ødelagte lårmuskler stive ankler, rifter på arme og ben de havde aldrig prøver noget der var så hårdt før. Dette bliver ikke mit sidste etape trailrunning.



  • Comments(0)//blog.olecramer.dk/#post22